ParkZone løfter resultat med mere end 75 % og præsenterer historisk godt regnskab
Årsregnskabet for perioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022 er ParkZones bedste nogensinde med vækst på både top- og bundlinje. Resultatet på 11,5 mio. kr. før skat kan bl.a. forklares med tilgang af nye kunder og effektivisering af processer.
Det danskejede parkeringsselskab ParkZone har oplevet en markant vækst og kan præsentere det bedste årsregnskab nogensinde med et resultat før skat på 11,5 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 52,2 mio. kr. I perioden 1. oktober 2021 til 30. september 2022 har ParkZone realiseret en bruttofortjeneste, der er 22% bedre end året før – og et resultat, der er tæt på en fordobling af det hidtil bedste resultat fra året før.
”Vi kom fra vores hidtil bedste regnskab, og selv om vi havde gode forventninger til 2021/22, er de med årets resultat blevet indfriet - og mere til”, lyder det fra en tilfreds direktør, Torben Holritz Juhl. Han forklarer det gode resultat med et vedholdende fokus på, at effektivisere virksomhedens grundlæggende processer, samt ikke mindst en god tilgang af nye projekter for den eksisterende portefølje og helt nye kunder.
Fokus på digital udvikling og innovative parkeringsløsninger
Det er især en vedholdende investering i udvikling af teknologier, der forbedrer parkeringskontrollen og optimering af processer, der har givet ParkZone et betydeligt løft i bruttoresultatet samt øget indtjeningsniveau i et år, hvor aktiviteten i samfundet steg efter nedlukning af Danmark pga. COVID-19.
”Vi er i en omskiftelig verden, hvor der er fokus på digitalisering og stigende efterspørgsel på nye parkeringsløsninger. Derfor har vi sat skub i teknologisk udvikling, der giver os mulighed for at vækste endnu mere i markedet, hvilket understøtter vores positive forventninger til det kommende regnskabsår”, udtaler adm. direktør Torben Holritz Juhl.
Han regner med, at de store investeringer i både teknologi og organisation bærer yderligere frugt i de kommende år, og der budgetteres således med en pæn vækst i bruttofortjeneste og resultat før skat i 2022/23.
Henvendelse til: Adm. direktør Torben Holritz Juhl, thj@parkzone.dk, direkte 30636567.
Om ParkZone
ParkZone er et 100 % danskejet parkeringsselskab, med fokus på digitale parkeringsløsninger og med stærke kompetencer inden for parkeringsadministration, parkeringskontrol og rådgivning. Vi administrerer dagligt mere end 1.900 parkeringsområder med ca. 180.000 p-pladser, hvilket gør os til et af de førende parkeringsselskaber i Danmark. Virksomheden blev stiftet i 2003 og har i dag 160 medarbejdere med kontorer i Rødovre, Kolding og i Trondheim, Norge.
6. december 2022