ParkZone udnævner Ronen til administrerende direktør | ParkZone
 

ParkZone udnævner Ronen Leon til administrerende direktør

Det danskejede selskab ParkZone udnævner ny administrerende direktør. Ronen Leon, der i oktober blev ansat som viceadministrerende direktør, overtager pr. 1. marts direktørstolen og får dermed ansvaret for både de danske og udenlandske aktiviteter.

"Det er med stor glæde og taknemmelighed, at jeg overtager posten som administrerende direktør i ParkZone. Vi har et stærkt ståsted og ambitioner om yderligere vækst, bl.a. ved at udvikle flere produkter og services tilknyttet fremtidens parkeringsoplevelser og det ser jeg frem til at stå i spidsen for", fortæller Ronen Leon. Han kommer med mere end otte års erfaring fra Securitas Danmark, senest som direktør for patruljevagtområdet, og før det var han bl.a. i Verisure og teleselskabet 3.


ParkZones grundlægger, medejer og administrerende direktør gennem 20 år, Torben Holritz Juhl, fortsætter i virksomheden som kommerciel direktør. Om udnævnelsen af Ronen Leon siger han:

"Det er absolut en fornøjelse at se Ronen videreudvikle ParkZone. Vores parløb igennem fem måneder har understreget, at vi får en administrerende direktør, der i den grad har værktøjskassen i orden. Ronen har demonstreret enestående lederskab og vilje til at lykkes inden for de værdier, som er grundlaget i ParkZone".

ParkZones bestyrelsesformand og medejer Søren Stensdal supplerer:

"Allerede ved ansættelsen af Ronen var det tydeligt, at kompetencerne var til stede - og med de idéer, som allerede er realiseret, bekræfter Ronen, at han var det rigtige valg. Bl.a. er der gennemført en betydelig styrkelse af den i forvejen stærke organisation - i særdeleshed kommercielt. Derfor står ParkZone nu solidt og klar til endnu mere vækst i forhold til de store ambitioner, som både Torben og jeg har for virksomheden".

Kontakt: Adm. direktør Ronen Leon, rl@parkzone.dk, direkte 60 33 45 44

Om ParkZone
ParkZone er et 100 % danskejet parkeringsselskab med fokus på digitale parkeringsløsninger og med stærke kompetencer inden for parkeringsadministration, parkeringskontrol og rådgivning. Vi administrerer dagligt mere end 2.000 parkeringsområder med ca. 180.000 p-pladser og er dermed et af de førende parkeringsselskaber i Danmark. Virksomheden har kontorer i Rødovre, Kolding, Aalborg og Trondheim, Norge.



29. februar 2024